Foredrag

Fotograf: Pia Burmølle Hansen. Hjemmet 1/9 2015.

Hvad er livet egentlig værd, og hvor meget kan man gøre uden andres hjælp, når man bliver blind?


Jeg troede, at det var slut med min tilværelse på næsten alle områder, da jeg som 31-årig mistede synet pga. sukkersyge.


Men i dag skal jeg tænke mig om for at svare på, hvad jeg ikke selv kan klare uden at bruge synet.


Mit foredrag indeholder eksempler på, hvordan jeg har fået mulighed for at overvinde mange vidt forskellige barrierer. Jeg fortæller også om den grundlæggende forskel mellem at være og at blive blind – og også, hvad uvidenhed, fordomme og forventninger kan føre med sig.


Desuden giver jeg eksempler på blindes brug af humor i mange forskellige sammenhænge. Det gælder ikke mindst den måde, humoren kan anvendes til at nedbryde tabuer med.


Jeg har altid min førerhund med, og fortæller gerne om, hvad sådan en kan, og hvordan man bruger den.


Jeg kommer primært på Sjælland med mit foredrag, men kan også  komme i andre landsdele. Foredrag kan endvidere arrangeres sammen med Ove Gibskov.

Vinder af VM i foredrag 2017

Jeg er stolt og glad.


Den 29. oktober 2017 vandt jeg finalen i VM i foredrag i Valby som den bedste af 5 foredragsholdere med et indlæg på hver 18 minutter.


Det foregik i teatersalen i Valby Kulturhus, og jeg talte om at miste synet, og hvordan jeg lever som blind.

 

Jeg vandt bl.a. over tidligere offentlig anklager Anne Birgitte Sturup, som talte om voldtægt, og tidligere soldat i Afghanistan Mads Silberg, der talte om sin tid i militæret, samt Lene Lømmel Lømmelsen, som fortalte om sin børnehjemsoplevelse.


De gjorde det rigtig godt, og jeg kan varmt anbefale at høre dem.

 

Dommerne var Peter Kjær, Peter Lund Madsen og Søren Kristensen, som er leder af Athenas, samt publikum.

 

Præmien var et år i foredragsbureauet Athenas og 10.000 kr. for to foredrag, som skal holdes i Valby i løbet af det kommende år.

Foto: Lokalavisen Valby. Fra aftenen, hvor jeg vandt VM i foredrag 2017


Med andre øjne - om at være nyblind