Hanne Skipper

Det er med mig ligesom med Fred Astaires dansepartnere. De kunne det samme som ham; bare baglæns og på høje hæle.

Fik du et hint, så kom og hør, hvordan jeg bager kager, steger frikadeller på pande, renser grøntsager, støvsuger, læser bøger, ser fjernsyn, går i teatret, elsker med min kæreste, tager på ferie med vennerne, sender og modtager mails på computeren, går med førerhund og slipper den helt løs – naturligvis med klokke på.

Jeg er uddannet lærer fra Tønder Seminarium og nåede at undervise 7 år i folkeskolen.

I forbindelse med og efter synstabet foretog jeg mig forskellige ting, for at afprøve mine grænser for hvad man kunne foretage sig både privat og udenfor hjemmets 4 trygge vægge. Jeg uddyber gerne hvad det kan være.

Fire trygge vægge kan blive temmelig begrænsende i længden; så jeg valgte at kaste mig ud i en afspændingspædagogisk uddannelse, på Skolen for Holistisk Afspænding, som jeg blev færdig med i 1989.

I 1990'erne var jeg leder af kurser for mennesker, der mellem 70-90 år, for nyligt havde mistet det meste af synet.

Som frivillig har jeg i 6 år arbejdet på en telefonlinje, hvor alle, der trængte til at tale med et menneske, kunne ringe.

I mellemtiden har jeg i en 15 års periode været formand i den ejerforening i Valby, hvor jeg har boet siden 1979.

Jeg bruger humor i min hverdag for at komme igennem det daglige møde med andre mennesker. Jeg forsøger at opbløde den vanskelige kontakt, som andre mennesker oplever i kontakten med mig – fordi jeg er blind.

Hvad skal man dog sige – for slet ikke at tale om, hvad man dog skal gøre og gribe i? Synes de fleste at tænke.

Humoren kan opløse, tilnærme eller lægge afstand til situationen, så den bliver lettere at bære for begge parter. Vi har brug for humoren for at udholde sandheden. Jeg kommer gerne til dig/jer og uddyber ovenstående.

Ove Gibskov og jeg har holdt flere foredrag sammen. Det interessante ved det er, at I tilhørere kan sammenligne jer med mig, men ikke med Ove, for han er født blind. I, som kan se, har angsten for at miste synet; det har jeg ikke mere.

Man kan kun miste, noget man har og kun savne, noget man har haft.

Hvordan drømmer vi hver især? Det fortæller vi gerne om.

Hvordan det er, at blive blind, hvornår man ved, at man er det og hvordan, man lever med det, fortæller vi også meget gerne om. Humoren har vi med os hele tiden og måske kommer du til at le og måske bliver det mest af dig selv.

I forbindelse med åbningen af udstillingen I blinde på Medicinsk Museion i København var jeg den 8. februar 2019 gæst i radioprogrammet 4. Division, hvor udstillingen var ugens kulturanbefaling.

Hvordan mærker man, at det er jul, hvis man ikke kan se al pynten? I decmeber 2018 gik jeg en tur i København sammen med journalist Maise Njor.

Her sidder jeg overfor nogle opmærksomt lyttende elever fra 2. gymnasieklasse på Sydkysten Gymniasium i Ishøj i efteråret 2018, hvor skolen havde besøg af Menneskebiblioteket, som jeg er en aktiv del af.

I juni 2018 medvirkede jeg i radioprogrammet Tændt på P1, der handlede om hvordan det mon er at dyrke sex, når man mangler en sans. 

Den 29. oktober 2017 vandt jeg finalen i ValbyMestrene i foredrag som den bedste af 5 foredragsholdere med indlæg på hver 18 minutter. Det foregik i teatersalen i Valby Kulturhus, og jeg talte om at miste synet, og hvordan jeg lever som blind.

Jeg deltog i 2004 i en videokunstinstallation på 2 skærme ”Blindgang” med kunstnerne Hanne Nielsen og Birgit Johnsen.

Jeg havde et kamera på brystet og førerhunden havde et kamera på hovedet. Vi filmede vores daglige tur gennem Søndermarken og i Irma. Hanne Nielsen og Birgit Johnsen har arbejdet sammen siden 1994 og udstillet i ind og udland.

Blindgang er blevet vist på Ringsted Galleriet, Eksperimentariet i København, Spinnerihallerne Vejle og Brandt Klædefabrik i Odense.

Om ”Blindgang” skriver kunstnerne:

Blindgang er et forsøg på at koble et visuelt medie på en ikke seendes sansning.

Billederne viser en blind kvinde og hendes førerhund på deres daglige tur. Begge bærer et videokamera, den blinde kvinde på hendes brystkasse og hunden på sit hoved. En stor del af tiden er hunden på plads ved kvindes side, således at de to synsindtryk, de to POW, er parallelle registreringer af de scenerier, der ligger foran dem. Optagelserne vises simul­tant og under hele turen beskriver den blinde kvinde hvad hun fornemmer og hører. Det vi ser, er ikke nødvendigvis det samme som det hun beskriver. Kameraets beskæring af virke­ligheden bliver en begrænsning, ligesom det manglende syn er en begrænsning, således opstår der forskydninger mellem billede og lyd i tingenes tilsynekomst.